LIVET SOM “SUPERKID”

Caroline

Flying Superkids består af cirka 55 børn og unge i alderen 7-21 år. Vores ”superbørn” er medlemmer i den almennyttige forening Gymnastikgården, og skiftes til at være iblandt de 24, der tager ud og optræder.

Gymnasterne træner 2½ time 3 gange om ugen i træningssalen, og mere må de ikke træne, for det skal være sjovt at lave gymnastik. Derhjemme skal de dog dagligt lave styrke- og smidighedstræning, så deres form vedligeholdes.
Omdrejningspunktet i hele filosofien omkring Flying Superkids er livsglæde, og det er derfor højeste prioritet at tilrettelægge oplevelser, træning og rejser, så ”superbørnene” bibeholder glæden og entusiasmen ved gymnastikken.
Ønsket er generelt at give vores gymnaster så mange succesoplevelser som muligt – uden konkurrencestress.

At være “Superkid” er dog ikke bare en fritidsinteresse, det er en livsstil, og der er klare regler for vores ”superbørn”. Ingen rygning, ingen alkohol, og generelt lægges der vægt på en sund livsstil.

Alle børnene går i ganske normale folkeskoler, privatskoler og gymnasier.
Det unikke danske skolesystem giver dem mulighed for at komme ud at rejse – også i skoletiden. På længere udlandsrejser medbringes der en lærer til at varetage lektielæsningen.

Holdet betragter sig selv som én stor familie, hvor ingen har speciel stjernestatus. De ældste gymnaster lærer helt naturligt tage sig af de yngre, og vi oplever ofte at det er venskaber for livet, der grundlægges i tiden som “Superkid”.